Syv sandheder tirsdag, 16 oktober, 2007
Posted by Frkbjerre in Hverdagen.2 comments
For længe, længe siden fik jeg en opfordring fra Conny om at skrive syv sandheder om mig selv. Der skal være lidt sjovt og lidt forskelligt. Her kommer i hvert fald lidt forskelligt:
1. I min familie kan vi rigtig godt lide filmen Coming to America. Ja, faktisk er vi så vilde med den, at vi nok har set den over 10 gange. Om vi ikke bliver trætte af den snart? – næhh det tror jeg faktisk ikke. Vi griner stadig højt hver gang, vi ser sidste scene, hvor frisøren fortæller sin platte joke om en ske og en tjener.
2. Jeg er meget traditionel hvad angår juleaften – og har fejret den sammen med mine forældre og søster hvert år. De er fx. en gang rejst meget langt for, at de kunne fejre julen sammen med mig et år. I år bliver det lidt anderledes, lillesøster skal nemlig holde jul hos sine svigerforældre. Hmm, hvem skal jeg så råhygge mig med…..
3. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide sko – de helt flade af slagsen, hvis det skal være helt rigtigt. Jeg har tænkt over, hvornår interessen startede – og har sjusset mig frem til, at jeg må have været omkring de 10 år, og det hele startede med et par fine, lyserøde, italienske sko med frynser på snuden. Uhh, hvor var jeg bare stolt over at vise mine nye sko til et afdansningsbal
4. Afdansningsbal, tænker du måske. Men ja, der må jeg indrømme, at jeg også har været vild med dans en gang. Min dansepartner hed Bjarne – og var både rigtig sød og sjov samt god til at danse.
5. Da jeg var barn legede jeg altid sammen med Jan. Jan og jeg havde en hule i præstens lille skov. For at være med i vores lille klike skulle man ryge fredspibe, besluttede vi os for. Fredspiben bestod af et tørret brændenælde-rør, som vi satte ild til. Et både usundt og ikke særligt, lækkert rituale, som vi kom til at brække os af. Så fredspiben blev hurtigt lagt på hylden igen.
6. Jeg hader lugten i en 7-eleven, og kommer der helst ikke, og hvis jeg skal derind, så bliver det et så kort besøg som overhovedet muligt.
7. Jeg er rigtigt dårlig til det med kædebreve. Dette indlæg er også en form for blog-kædebrev-indlæg, og det er egentligt meningen, at jeg skal sende opfordringen videre til et antal bestemte personer. Men jeg vælger at ændre reglerne og sender den ikke videre herfra.
Over and out for nu!





